Om grundspilsøvelser
Mange trænere mener, og ikke med urette, at spillerne med det samme skal
vænne sig til at træne med fri aflevering og frit bevægelsesmønster, hvor de
enkle grundregler i forom og bagom overholdes.
INDLÆRING:
Spillerne har dog lettest ved at blive fortrolige med grundspilsbaner og afleveringsmuligheder,
hvis de i starten (de første træningsgange) f.eks. trænes i forom og bagom hver
for sig. Det er også her træneren SKAL slå grundreglerne fast. Spillerne kan
med fordel hurtigt lære de spilmuligheder forskellige afleveringsvariationer
giver ved at træne med fast (dikteret) afleveringsforløb.
VIGTIGT:
Denne træningsform må kun bruges i indlæringsfasen eller hvis en træner vil
give/lære sit hold en bestemt spilkombination, som passer til holdet.
TRÆNINGSFORSTÅELSE:
Det er vigtigt, at både træner og
spillere forstår ideen med grundspilsøvelserne og at de er fortrolige med træningen
af øvelserne.
Grundspiløvelserne er boldøvelser, hvor spillerne har de bedste
betingelser for at træne de afleveringer, der er mest naturlige (og derfor også
de bedste) at bruge i angrebsspillet.
Når spillerne (igennem træning) bliver
fortrolige med grundbaner og afleveringsformer i grundspilsøvelserne opnås der
større spiltempo samt bedre spillerytme.
Det medfører, at spillerne frit
begynder at bruge de forskellige afleveringer og bevæge- og løbebaner i angrebsspillet,
når spilsituationen passer til det (først under almindelig træning - senere
i kampe) og det vil ofte give muligheder for at holdet tilspiller sig større
scoringschancer, fordi afslutningskombinationerne nu bliver hurtigere, mere
sikre og dermed mere chanceskabende.
Samtidig vil der ofte være gode spil-
og afslutningsmuligheder i den enkle situation. De forskellige grundspilsøvelser
trænes alle i en træningscirkel. Dvs. at der er bold- og evt. også spillercirkulation
uden afslutning. Det medfører mange gentagelser af løb, afleveringer og gribninger
på kort tid for alle spillerne. Altså en god og effektiv træningsform. FOR HUSK:
Al effektiv træning bygger på princippet om mange gentagelser. Det giver hurtigere
og større indlæringseffekt.
TRÆNINGSHENSIGT:
Det
er også vigtigt, at trænere og spillere forstår, at det ikke er hensigten, at
spillerne i angrebsspillet skal føle sig bundet af grundspilsøvelsernes bevægelsesmønstre
og afleveringsformer.
Almindeligt, frit angrebsspil er normalt bygget på
stempelspils-princippet, hvor spillerne er pladsspillere. Dvs. at de har en
grundplads i angrebet hvad enten der spilles 3-3 eller 4-2.
Når en spiller
åbner/starter afslutningsspil - dvs. forsøger at tilspille sig selv eller sine
medspillere en stor scoringschance - enten ved skudtrussel, finte, gennembrud,
stempelbevægelse, ryk på tværs eller bagom, så er medspillerne med på ideen
med det samme, udfra grundspilstræningen eller de andre træningsøvelser. De
er fortrolige med de spil- og afslutningsmuligheder, der er ud fra spilsituationen,
hvad enten den enkelte spiller bliver screener, opspiller, tilspiller eller
afslutter osv.
Lykkes det ikke at tilspille sig en stor scoringschance under
afslutningskombinationen, så skiftes der spillerytme igen, og under fri bold-
og spillecirkulation finder spillerne igen tilbage på deres grundpladser, og
er klar til et nyt afslutningsspil. Opstår der scoringschancer under genopbygningen
til afslutningsspillet, så er det op til spillerne selv at benytte dem.
HUSK:
Det er almindeligt, at spillerne kun bruger ganske
få sammenhængende kombinationer fra grundspilsøvelserne i et afslutningsspil,
hvor de prøver at tilspille sig en stor scoringschance.
Grundspilsøvelserne
bør indgå som et naturligt led i træningen. De er bl.a. velegnede som opvarmningsøvelser.
Væn spillerne til at træne nogle af øvelserne som passer til spillerniveauet.
Så vil holdet i løbet af en sæson begynde at bruge kombinationer og afleveringer
fra grundøvelserne frit i angrebsspillet, og det vil give en bedre spillerytme
samt et mere chanceskabende spil.
GRUNDREGLER I GRUNDSPILSØVELSERNE
I DIAGRAMMERNE:
1 | Øvelserne starter normalt med bolden/aflevering fra den ene fløj. |
2 | Afleveringen skal spilles imod/foran spilleren, medens hun er orienteret
mod bolden og så tidligt, at hun kan nå at reagere og gribe bolden.
Dette giver stor spilsikkerhed. NB: Bagudafleveringer kan dog i nogle tilfælde spilles senere. |
3 | En rykkende (forom/bagom) spiller løber igennem til den modsatte back eller fløj. |
4 | Fløjspillerens grundplads er hvor 3-meterlinien og sidelinien mødes og en rykkende spiller løber altid mellem målcirkel og fløjspiller. |
5 | Fløjspilleren begynder først sit indløb (forom/bagom) efter at have modtaget bolden, og hun rykker (normalt samtidigt med at hun afleverer). |
6 | Afleveringsforløbet er vist på øvelsesdiagrammerne, og det går fra venstre fløj til højre fløj, og så spilles der forfra/modsat tilbage. Dette gælder for alle forom-og bagomøvelserne. |
7 | De afleveringsformer, som er velegnede i de forskellige træningsøvelser, bliver beskrevet for højrehåndsspillere (for venstrehåndsspillere er det det samme, bare modsat vej). |
8 | Bagspillerne skal vænnes til de rigtige bevægelser såsom stempling, bevægelse med aflevering, krydsstempling osv. i de forskellige kombinationer, så spillerytmen bliver god. |
9 | Det er af stor betydning for spillerne (især ungdomsspillere) at
de under indlæring og træning ikke bliver pladsbundne, så de kun kan
'spille en plads'. Lad endelig spillerne under træning vænne sig til at spille på de forskellige pladser, så de bliver fortrolige med de forskellige placeringer, bevægelsesmønstre og afleveringsformer. |
10 | Hvis der er flere spillere til træning, end de spillere, som passer til 2 træningshold (1 ved hver målcirkel), er der 3 muligheder, som kan bruges: |
a | Der bliver 2 spillere på nogle af pladserne i grundspilsøvelserne. Spillerne skifter så ud i en naturlig træningscirkulation. |
b | Der trænes med 'ventespillere' på f.eks. fløjpladserne (forom/bagomøvelserne), dvs. at de ekstra spillere er med i træningscirklen, men der bliver en venteplads for spillerne på fløjen. |
c | Der kan laves (ved hjælp af mærker og kegler) en 3. målcirkel ca. ved midterlinien, så der kan trænes i 3 træningshold (det fungerer fint) |
Översättare: |
Hvis denne side skal være på Svensk så send mig en mail med den svenske tekst eller anvend denne FORMULAR.