|
|
Om grundspilsøvelser Mange trænere mener, og
ikke med urette, at spillerne med det samme skal vænne sig til at træne
med fri aflevering og frit bevægelsesmønster, hvor de enkle grundregler
i forom og bagom overholdes.
INDLÆRING: Spillerne
har dog lettest ved at blive fortrolige med grundspilsbaner og afleveringsmuligheder,
hvis de i starten (de første træningsgange) f.eks. trænes i forom og
bagom hver for sig. Det er også her træneren SKAL slå grundreglerne
fast. Spillerne kan med fordel hurtigt lære de spilmuligheder forskellige
afleveringsvariationer giver ved at træne med fast (dikteret) afleveringsforløb.
VIGTIGT: Denne træningsform må kun bruges i
indlæringsfasen eller hvis en træner vil give/lære sit hold en bestemt
spilkombination, som passer til holdet.
TRÆNINGSFORSTÅELSE:
Det er vigtigt, at både træner og spillere forstår ideen med grundspilsøvelserne
og at de er fortrolige med træningen af øvelserne. Grundspiløvelserne
er boldøvelser, hvor spillerne har de bedste betingelser for at træne
de afleveringer, der er mest naturlige (og derfor også de bedste) at
bruge i angrebsspillet. Når spillerne (igennem træning) bliver fortrolige
med grundbaner og afleveringsformer i grundspilsøvelserne opnås der
større spiltempo samt bedre spillerytme. Det medfører, at spillerne
frit begynder at bruge de forskellige afleveringer og bevæge- og løbebaner
i angrebsspillet, når spilsituationen passer til det (først under almindelig
træning - senere i kampe) og det vil ofte give muligheder for at holdet
tilspiller sig større scoringschancer, fordi afslutningskombinationerne
nu bliver hurtigere, mere sikre og dermed mere chanceskabende. Samtidig
vil der ofte være gode spil- og afslutningsmuligheder i den enkle situation.
De forskellige grundspilsøvelser trænes alle i en træningscirkel. Dvs.
at der er bold- og evt. også spillercirkulation uden afslutning. Det
medfører mange gentagelser af løb, afleveringer og gribninger på kort
tid for alle spillerne. Altså en god og effektiv træningsform. FOR HUSK:
Al effektiv træning bygger på princippet om mange gentagelser. Det giver
hurtigere og større indlæringseffekt.
TRÆNINGSHENSIGT:
Det er også vigtigt, at trænere og spillere forstår, at det ikke er
hensigten, at spillerne i angrebsspillet skal føle sig bundet af grundspilsøvelsernes
bevægelsesmønstre og afleveringsformer. Almindeligt, frit angrebsspil
er normalt bygget på stempelspils-princippet, hvor spillerne er pladsspillere.
Dvs. at de har en grundplads i angrebet hvad enten der spilles 3-3 eller
4-2. Når en spiller åbner/starter afslutningsspil - dvs. forsøger
at tilspille sig selv eller sine medspillere en stor scoringschance
- enten ved skudtrussel, finte, gennembrud, stempelbevægelse, ryk på
tværs eller bagom, så er medspillerne med på ideen med det samme, udfra
grundspilstræningen eller de andre træningsøvelser. De er fortrolige
med de spil- og afslutningsmuligheder, der er ud fra spilsituationen,
hvad enten den enkelte spiller bliver screener, opspiller, tilspiller
eller afslutter osv. Lykkes det ikke at tilspille sig en stor scoringschance
under afslutningskombinationen, så skiftes der spillerytme igen, og
under fri bold- og spillecirkulation finder spillerne igen tilbage på
deres grundpladser, og er klar til et nyt afslutningsspil. Opstår der
scoringschancer under genopbygningen til afslutningsspillet, så er det
op til spillerne selv at benytte dem.
HUSK:
Det er almindeligt, at spillerne kun bruger ganske få sammenhængende
kombinationer fra grundspilsøvelserne i et afslutningsspil, hvor de
prøver at tilspille sig en stor scoringschance. Grundspilsøvelserne
bør indgå som et naturligt led i træningen. De er bl.a. velegnede som
opvarmningsøvelser. Væn spillerne til at træne nogle af øvelserne
som passer til spillerniveauet. Så vil holdet i løbet af en sæson begynde
at bruge kombinationer og afleveringer fra grundøvelserne frit i angrebsspillet,
og det vil give en bedre spillerytme samt et mere chanceskabende spil.
GRUNDREGLER I GRUNDSPILSØVELSERNE I DIAGRAMMERNE:
1 |
Øvelserne starter normalt med bolden/aflevering fra den
ene fløj. |
2 |
Afleveringen skal spilles imod/foran spilleren, medens hun
er orienteret mod bolden og så tidligt, at hun kan nå at reagere
og gribe bolden. Dette giver stor spilsikkerhed. NB: Bagudafleveringer
kan dog i nogle tilfælde spilles senere. |
3 |
En rykkende (forom/bagom) spiller løber igennem til den
modsatte back eller fløj. |
4 |
Fløjspillerens grundplads er hvor 3-meterlinien og sidelinien
mødes og en rykkende spiller løber altid mellem målcirkel og
fløjspiller. |
5 |
Fløjspilleren begynder først sit indløb (forom/bagom) efter
at have modtaget bolden, og hun rykker (normalt samtidigt med
at hun afleverer). |
6 |
Afleveringsforløbet er vist på øvelsesdiagrammerne, og det
går fra venstre fløj til højre fløj, og så spilles der forfra/modsat
tilbage. Dette gælder for alle forom-og bagomøvelserne. |
7 |
De afleveringsformer, som er velegnede i de forskellige
træningsøvelser, bliver beskrevet for højrehåndsspillere (for
venstrehåndsspillere er det det samme, bare modsat vej). |
8 |
Bagspillerne skal vænnes til de rigtige bevægelser såsom
stempling, bevægelse med aflevering, krydsstempling osv. i de
forskellige kombinationer, så spillerytmen bliver god. |
9 |
Det er af stor betydning for spillerne (især ungdomsspillere)
at de under indlæring og træning ikke bliver pladsbundne, så
de kun kan 'spille en plads'. Lad endelig spillerne under
træning vænne sig til at spille på de forskellige pladser, så
de bliver fortrolige med de forskellige placeringer, bevægelsesmønstre
og afleveringsformer. |
10 |
Hvis der er flere spillere til træning, end de spillere,
som passer til 2 træningshold (1 ved hver målcirkel), er der
3 muligheder, som kan bruges: |
a
|
Der bliver 2 spillere på nogle af pladserne i grundspilsøvelserne.
Spillerne skifter så ud i en naturlig træningscirkulation. |
b
|
Der trænes med 'ventespillere' på f.eks. fløjpladserne (forom/bagomøvelserne),
dvs. at de ekstra spillere er med i træningscirklen, men der
bliver en venteplads for spillerne på fløjen. |
c
|
Der kan laves (ved hjælp af mærker og kegler) en 3. målcirkel
ca. ved midterlinien, så der kan trænes i 3 træningshold (det
fungerer fint) |
|