Om boldøvelser

Ved en analyse af angrebsspillet i dag bliver det hurtigt klart, at godt angrebsspil spilles mere og mere ud fra kombinationer, der giver overtals- og overgangsspilmulighed med flere afslutningsmuligheder i den enkelte spilsituation.
Skal spillerne være i stand til at bruge og udnytte de spilmuligheder, de forskellige kombinationer giver, er det nødvendigt, ja en forudsætning, at de behersker de 3 afleveringsformer, som er basis for teknisk og rytmisk godt angrebsspil.

Håndboldspillets 3 funktionelle afleveringer er:
1. Almindelig aflevering
2. Sideaflevering
3. Bagudaflevering

1. Almindelig aflevering (til begge sider)

Den anvendes i alle spillets faser, og har den store værdi, at den kan spilles både kort og langt. Samtidig har den den værdi, at spilleren kan fiksere en forsvarsspiller med skudmarkering i afleveringssituationen. Enkelte spillere behersker også afleveringen med svageste hånd, og ved regelmæssig træning, er det ikke så vanskeligt at vænne spilleren til at bruge afleveringen med den svage hånd, især i angrebsspillets grundspil.

2. Sideaflevering (med højre og venstre hånd)

Den er især god ved gennembrudsspil, hvor angrebsspilleren presser en forsvarsspiller (f.eks. fløje eller centerforward), samt ved hurtigt stempelspil hvor der spilles 'tyndt'.
Derfor er det vigtigt, at spillerne vænnes til at bruge den i forbindelse med stempling fremad. Det er også vigtigt, at spilleren lærer at bruge den både med venstre og højre hånd. F.eks. når en venstre back angriber højre back, og bryder igennem, så spilles venstre fløj lettest fri med sideaflevering med venstre hånd. Mange spillere har svært ved at holde og aflevere bolden rigtigt under indlæringen. En stor hjælp for mange er at støtte bolden med den anden hånd (bolden holdes lavt foran kroppen), så læres afleveringen rigtigt med et finger- og håndledssvip.

3. Bagudaflevering (med højre og venstre hånd)

Den er især anvendelig ved krydskombinationer og bagomløb. Den spilles med strakt arm (nedad og lidt ud til siden) og tommelfingeren ind mod benet. Afleveringen foretages med et finger- og håndledssvip, og den har variabel
afleveringsretning, som gør dem meget spilanvendelig og ideel til at supplere sideafleveringen med.
Både sideafleveringen og bagudafleveringen har den værdi, at spilleren kan dække sin bold/aflevere samtidig med, at hun angriber en forsvarsspiller med kroppen og prøver at 'køre' hende væk. Derfor skal spilleren altid ved kropsspil vænnes til at spille bolden med den hånd, der er længst væk fra forsvarsspilleren.

Fælles for alle boldøvelserne er det dog, at de optræner og forbedre spillernes afleverings- og gribefærdighed, stående eller med bevægelse.
Efterhånden er det blevet mere almindeligt at træne de forskellige håndboldrigtige/ funktionelle afleveringer ved at træne grundspilsøvelserne, hvor spillerne samtidig vænnes til at bevæge sig i de spillemønstre og grundbaner, som angrebsspillet bygges op på.
Men lad være med at bruge for meget af træningstiden til boldøvelser.
Væn hurtigt spillerne til at træne i de funktionelle træningsøvelser, hvor der foruden aflevering og gribning også læres og trænes andre af håndboldspillets detaljer.

Printervenlig