Ved de Olympiske Lege i München demonstrerede Jugoslavien
på fornemmeste vis, hvor effektivt og morsomt håndboldspillet
kan være, når et hold evner at bruge samt udnytte kontraangreb
i spillet, når chancerne opstår. De scorede utrolig mange
mål på de hurtige modangreb, hvor modstanderne oftest kun
nåede at se ryggen på 3-4 jugoslaver og så hørte dommeren
fløjte for mål.
Så er det man fristes til at sige, at det er de hurtige
mål, der er de lette mål, fordi det ser så legende let ud,
når man ser et hold slå kontra i et modangreb på erobret
bold, hvor de angriber med 3-4 spillere eller hele holdet,
og hvor bolden spilles lynhurtigt fra mand til mand, indtil
sidste mand spilles totalt fri til scoring.
Mod kontraangreb er det ikke nok, at modstanderne når
at komme hjem og dække op med 2-3 spillere, fordi der angribes
i 2 bølger (der er dybde i angrebet) og dækker forsvarene
den forreste bølge/angrebskæde, bliver den anden bølge/bagspillerne
fri til gennembrud.
For at et hold skal kunne bruge og udnytte et kontraangreb,
når chancerne opstår kræves der især:
1. Lynhurtig spilopfattelse A – at kunne se
når chancen er der uden at blotte forsvaret B
– at kunne se spilmulighederne (opfatte og udnytte med-
og modspillernes positioner 2. Hurtig start og spurt
3. En højt udviklet og sikker boldteknik 4. En god
evne til at erobre bolden.
Ved godt gennemført kontraspil opnår man: 1. Lette
og ikke så resourcekrævende mål 2. Modstandernes holdmoral
falder p.g.a de lette mål
Et kontraangreb kan indeholde 3 faser:
Fase 1 - Lynangreb med 1 eller 2 spillere.
Her er det oftest 1 spiller som f.eks. opfanger en dårlig
aflevering og dribler alene op ad banen og skyder på mål
eller af 2 spillere, som kombinerer sig til skud. Det kan
også være en lang aflevering fra målmand eller medspiller.
Det er vigtigt at fase 1 udføres i et meget højt tempo,
og det kræver hurtige spillere med en god teknik. Da disse
kontraspillere typisk starter ved modstanderens skud på
mål uden at konstatere om bolden er under kontrol er det
vigtigt, at de ikke placeres ved siden af hinanden, da de
vil mangle til at samle bolden op, hvis den springer ud
i spil igen
Taktisk kan fase 1 anvendes når:
1 |
Holdet i forsvaret råder over spillere, som
er gode til at gå ud og erobre bolden uden at lave
fejl i forsvaret. |
2 |
Målmanden er hurtig til at få fat i bolden og
kan kaste langt og præcist |
3 |
Modstanderne er længe om at komme tilbage i
forsvaret. |
4 |
Modstanderne løber hjem i forsvaret med ryggen
til kontraangrebet. Det er let at rykke forbi en
modstander, som har ryggen til. |
5 |
Modstanderne er trætte
|
Fase 2 – Lynangreb med 3 eller flere spillere
For at kunne udnytte fase 2 angreb med godt udbytte
er det en forudsætning, at holdet råder over flere hurtige
spillere, som besidder en god teknik. Spillerne, som deltager,
starter i 2 bølge. Derved opnår holdet, at der er spillere
til at samle eventuelle returbolde op, samt at de angribende
spillere (1. og 2. bølge) ikke kommer til at ligge på linie.
Principielt skal bolden spilles skråt fremad under et kontraangreb,
men i slutfasen kan det være en fordel også at kunne spille
bolden bagud til en spiller i 2. bølge, som så kan afslutte.
I fase 2 angrebet skal der være både bredde og dybde, så
bolden kan spilles uden om de forsvarsspillere, som måtte
være kommet hjem i forsvaret.
Taktisk kan fase 2 anvendes under samme betingelser som
fase 1. Endvidere kan den anvendes, når fase 1 ikke er anvendelig
fordi ingen er i position til at modtage en lang aflevering.
Grundreglen i fase 2 angrebet er, at de spillere, som ikke
har bolden, altid søger en spilbar position i forhold til
modstanderne og boldholderen.
Fase 3 – Organiseret grundspil Lykkes det
ikke at gennemføre fase 2 drosles spillet ned, indtil angrebsspillerne
er kommet frem og det almindelige grundspil sættes i gang.
Det er vigtigt, uanset om man er i boldbesiddelse, i
boldsiden eller helt modsat bolden, at man er i totalbevægelse
og med forfinter, kropssprog og koncentration, gejst og
vilje viser sine med- og modspillere, at man hele tiden
er interesseret i at påvirke spillet. Det gælder for så
vidt ikke kun i kontrafasen, men i alle facetter af en håndboldkamp
Der kan trænes i kontraspil på flere måder. Det bedste
er naturligvis at spillerne vænnes til at bruge det i den
almindelige spiltræning, når det er naturligt. Men det
bliver ikke naturligt og effektivt for spillerne uden de
først bliver fortrolige med grundprincipperne/grundreglerne
for kontraangreb. Derfor er der først nogle træningsøvelser,
hvor grundreglerne læres. Når spillerne kender dem, er det
bedst at træne kontraangreb med hele hold. Det er mest kamprelevant.
Kontraangrebstræningen har også den værdi, at den vænner/træner
spillerne/holdet til at komme hurtigt hjem i forsvaret,
og da det samtidig er en meget konditions- og koncentrationskrævende
og givende træningsform, er den meget værdifuld at bruge
i sin træning.
|