|
|
Om boldøvelser
Ved en analyse af angrebsspillet i dag bliver det hurtigt klart, at godt angrebsspil
spilles mere og mere ud fra kombinationer, der giver overtals- og overgangsspilmulighed
med flere afslutningsmuligheder i den enkelte spilsituation.
Skal spillerne være i stand til at bruge og udnytte de spilmuligheder, de forskellige
kombinationer giver, er det nødvendigt, ja en forudsætning, at de behersker de 3
afleveringsformer, som er basis for teknisk og rytmisk godt angrebsspil.
Håndboldspillets 3 funktionelle afleveringer er:
1. Almindelig aflevering
2. Sideaflevering
3. Bagudaflevering
1. Almindelig aflevering (til begge sider)
Den anvendes i alle spillets faser, og har den store værdi, at den kan spilles både
kort og langt. Samtidig har den den værdi, at spilleren kan fiksere en forsvarsspiller
med skudmarkering i afleveringssituationen. Enkelte spillere behersker også afleveringen
med svageste hånd, og ved regelmæssig træning, er det ikke så vanskeligt at vænne
spilleren til at bruge afleveringen med den svage hånd, især i angrebsspillets grundspil.
2. Sideaflevering (med højre og venstre hånd)
Den er især god ved gennembrudsspil, hvor angrebsspilleren presser en forsvarsspiller
(f.eks. fløje eller centerforward), samt ved hurtigt stempelspil hvor der spilles
'tyndt'.
Derfor er det vigtigt, at spillerne vænnes til at bruge den i forbindelse med stempling
fremad. Det er også vigtigt, at spilleren lærer at bruge den både med venstre og
højre hånd. F.eks. når en venstre back angriber højre back, og bryder igennem, så
spilles venstre fløj lettest fri med sideaflevering med venstre hånd. Mange spillere
har svært ved at holde og aflevere bolden rigtigt under indlæringen. En stor hjælp
for mange er at støtte bolden med den anden hånd (bolden holdes lavt foran kroppen),
så læres afleveringen rigtigt med et finger- og håndledssvip.
3. Bagudaflevering (med højre og venstre hånd)
Den er især anvendelig ved krydskombinationer og bagomløb. Den spilles med strakt
arm (nedad og lidt ud til siden) og tommelfingeren ind mod benet. Afleveringen foretages
med et finger- og håndledssvip, og den har variabel
afleveringsretning, som gør dem meget spilanvendelig og ideel til at supplere sideafleveringen
med.
Både sideafleveringen og bagudafleveringen har den værdi, at spilleren kan dække
sin bold/aflevere samtidig med, at hun angriber en forsvarsspiller med kroppen og
prøver at 'køre' hende væk. Derfor skal spilleren altid ved kropsspil vænnes til
at spille bolden med den hånd, der er længst væk fra forsvarsspilleren.
Fælles for alle boldøvelserne er det dog, at de optræner og forbedre spillernes
afleverings- og gribefærdighed, stående eller med bevægelse.
Efterhånden er det blevet mere almindeligt at træne de forskellige håndboldrigtige/
funktionelle afleveringer ved at træne grundspilsøvelserne, hvor spillerne samtidig
vænnes til at bevæge sig i de spillemønstre og grundbaner, som angrebsspillet bygges
op på.
Men lad være med at bruge for meget af træningstiden til boldøvelser.
Væn hurtigt spillerne til at træne i de funktionelle træningsøvelser, hvor der foruden
aflevering og gribning også læres og trænes andre af håndboldspillets detaljer.
|