Ved koordinationstræning forstås træning af nerve- og muskelsystemets samspil under bevægelse.

At koordinere sine grundlæggende bevægelser er medfødt og refleksbetonet. Et nyfødt barn lærer hurtigt at gribe fat i noget, men det at styre armen hen mod det, barnet vil have fat på, er i starten famlende, men bliver hurtigt mere og mere sikkert. Barnet lærer hurtigt at kravle, hvilket faktisk kræver en utrolig masse koordinerede bevægelser og snart går og løber barnet omkring.

Tænk over hvad det koordinationsmæssigt kræver at løbe. Uden rigtig at gå i detaljer skal man stå med fødderne lidt fra hinanden. Nu lænes kroppen frem og venstre fød løftes op og føres fremad. Samtidig foretages en let bøjning i højre knæ, tæerne og foden presses hårdt nedad, således at man foretager et spring fremad. Samtidig føres højre arm bagud og venstre arm fremad. Tæerne foretager det sidste pres lige inden afsættet. Nu landes på venstre bens fod med knæet let bøjet og en forspænding i foden, så landingen bliver fjedrende osv. osv.

Ret kompliceret, men på grund af flere års øvelse er det en simpel ting for lilleputspillere og opefter. Det meste styres af centralnervesystemet, og barnet tænker ikke meget over hvordan bevægelserne udføres - de udføres bare. Og en dag bliver sporten interessant, og nye bevægelser skal læres, som ikke er kendt af centralnervesystemet.

Men når man nu skal lære samme spillere at modtage en bold i løb, foretage en eller flere driblinger, gribe bolden igen, foretage 3 skridt og kaste med den rigtige fod forrest - så er der mange ting, der skal koordineres og øvelsen er ekstremt vanskelig for en nybegynder. Det nytter ikke at bede nybegynderen om at foretage alt dette med det samme. Øvelsen skal nedbrydes i delelementer (gribe, drible, gribe med rigtig fod forrest, 3-skridts tilløb, kast med rigtig fod forrest) og først når delelementerne er på plads kan man begynde at sætte tingene mere og mere sammen, indtil man afslutter med den fulde øvelse. Først lære at stå, derefter at gå og så løbe.

For børn op til 15 år bør koordinationstræning vægtes højt da centralnervesystemet modnes i alderen 8-15 år, og en alsidig motorisk påvirkning i denne periode kan resultere i et bredt udvalg af motorprogrammer eller bevægelsesmønstre. Grundigt gennemarbejde øvelser bliver optaget i centralnervesystemet og kan herefter udføres uden en egentlig bevidst styring af handlingen.

Visse ting er så indlærte, at det kan være vanskeligt at ændre på disse. Tegnet for "udskiftning" hvor man laver cirkler med hænderne samme vej er simpel. Det er også enkelt at lave cirkler med hænderne, hvor hænderne hele tiden følges ad. Men prøv at lade pegefingeren være ud for hinanden foran brystet. Lad så den ene hånd bevæge sig udad/nedad og den anden indad/nedad og foretag cirkelbevægelser! For langt de fleste vil der opstå en voldsom kamp mellem hvad man vil gøre og hvad kroppen selv vil gøre.

Formålet med koordinationstræningen er at automatiserer et hændelsesforløb og optimere dette - dvs. gøre det så hensigtsmæssigt som muligt. Koordinationstræningen kan derfor umiddelbart have sin berettigelse i idrætsgrene, hvor der eksisterer veldefinerede bevægelsesmønstre (atletik, svømning, gymnastik, trampolinspring m.v.). Træningen har dog også effekt i de mere "åbne" idrætsgrene, og koordinationstræningens principper har fået ny anvendelsesmulighed ved indlæring af systemer i hold-boldspillere. Systemerne bygger ligesom muskelbevægelserne på en hurtig registrering (sansning) og efterfølgende udførelse af et totalt, ordnet forløb (f.eks. angrebssystem), som inkluderer mange delelementer, der i forvejen er forsøgt automatiseret hos idrætsudøveren.

Koordinationsøvelser bør typisk indeholde balanceevne, rytmefornemmelse, reaktionsevne, rumorientering, øje-hånd og øje-fod koordination og muskulær spændingsregulering og jo flere muskler, som bliver involveret i et bevægelsesforløb, jo mere fokus skal der på koordinationstræningen.

Nogle håndboldtrænere vælger udelukkende at terpe stempelspil - måske for at opnå et her og nu resultat, men ved at lærer spillerne i pubertetsalderen mere alsidige bevægelsesmønstre vil det betyde, at en senere indlæring af nye bevægelser og teknikker vil være lettere. En god koordination vil på længere sigt resultere i bedre rytme i samspil, retningsskifte, finter og afsæt.

Træning af koordination
Når man træner koordination kan man med fordel bygge videre på de ting, som er naturlige for spillerne og drage fordel af det. F.eks. kan man bygge videre på den refleksmæssige afværgemekanisme, når noget bliver kastet mod een. En bold bliver kastet mod en spiller og uvilkårligt hæves armene for at beskytte ansigtet og kroppen. Her arbejdes der videre med at hæve armene med korrekt gribe-håndstilling og herefter med en glidende overgang til at kaste bolden tilbage. En spiller, som er umulig for de andre at fange i et-tag-fat på grund af hurtigt retningsskifte, har let ved at omsætte dette til gode finter.

Træningen inddeles i faser:

Orienteringen
Idrætsudøveren orienteres om hvad der skal arbejdes med - enten verbalt eller ved forevisning af forløbet.

Grovkoordineringen
Her trænes de fundamentale bevægelser i øvelsen. Man kan med fordel lade spilleren udføre øvelsen både "forkert" og "rigtigt" for derved synliggøre forskellen. Alt efter øvelsens kompleksitet kan man øve efter helmetoden, hvor hele bevægelsesforløbet gennemgås eller delmetoden, hvor øvelsens enkelte bevægelser gennemgås.

Finkoordineringen
Her anvendes delmetoden, hvor øvelsens detaljer og eventuelle nye bearbejdes enkeltvist. Det er en forudsætning at hele bevægelsesforløbet kendes af spilleren forinden. Helt unge spillere har ikke den store gavn af finkoordineringen, idet deres evner herfor ikke er fuldt udviklet.

Automatiseringen
Automatiseringen sker ved, at øvelsen gentages igen og igen, indtil den virker naturlig for spilleren. Det er vigtigt at eventuelle fejl rettes under dette forløb, idet fejl, som er blevet automatiseret er vanskelige at rette. Endvidere skal øvelsen udføres i det optimale tempo, som svarer til kravet i en konkurrencesituation. Et automatiseret langsomt angrebssystem vil i kamp blive udført langsomt - et automatiseret hurtigt angrebssystem vil blive udført hurtigt.

Stabilisering/Tilpasning
Her sker der små tilpasninger til det automatiserede, idet øget styrke, bevægelighed og teknik griber ind.

PSYKISK KOORDINATIONSTRÆNING
En del af centralnervesystemet kaldes "associationscentret". Dette er aktivt umiddelbart før udførelsen af en kendt sammensat bevægelse. Har man besluttet sig for at udføre bevægelsen, dukker den op som et "billede" umiddelbart før udførelsen. Herefter udføres bevægelsen i henhold til dette billede.

Imidlertid er det ikke nødvendigt at en bevægelse er kendt og automatiseret. Man kan også blot forestille sig et bevægelsesforløb og derved aktivere centret. Dette kan så udnyttes og kaldes psykisk koordinationstræning.

Alt nyt er svært og bliver indlært i langsomt tempo. Herved tegnes der et "billede" af bevægelserne i associationscentret og efterhånden som øvelsen bliver mere og mere sikker og hurtig, vil "billedet" tilsvarende blive udbygget. Da det er sanserne, som opbygger "billedet" vil det også være sanserne, som fortæller spilleren, når øvelsen svarer til "billedet". Det føles korrekt. Spilleren kan nu selv øge tempoet i øvelsen, og sanserne vil fortælle, om det stadig føles korrekt og hvad der evt. skal ændres for at "billedet" passer. Det er også muligt for spilleren at lægge yderligere detaljer ind i hændelsesforløbet og så koncentrere sig om disse og føle, om de passer ind i "billedet" - dvs. at de nye detaljer ikke ødelægger det totale "billede".

Efterhånden vil spilleren have en større samling "billeder". Når spilleren så arbejder ud fra et "billede" og undervejs møder en forhindring, som gør, at "billedet" ikke kan fuldføres, bliver "billedet" afløst af et andet, som er en fortsættelse af det gamle, men som tager udgangspunkt i den nye situation.

Øverførsel af indlæring
Når en øvelse er indlært, vil det få indvirkning på indlæringen af nye færdigheder - specielt på øvelser som ligner den indlærte. Det indlærte bliver overført til det nye og kan ske på 3 helt forskellige måder:

Positiv overføring
Det bliver lettere at lære det nye og forskellen er af en sådan art, at de tilegnes nemt.

Negativ overføring
Det nye læres langsommere, idet forskellen er af en sådan art, at den konflikter med det tillærte.

Ingen overføring
Hvis det nye er helt forskelligt fra det indlærte, sker der ingen overføring.


Tegningen viser, at der er ved et højt automatiseringsniveau i en færdighed vil ske en positiv overføring ved helt ens færdigheder, men hvor automatiseringsniveauet er lavt, vil der ske en negativ overføring. Det betyder, at jo højere automatiseringsniveauet er, des større skal ligheden mellem færdighederne være for at opnå positiv overføring.

Omvendt vil et højt automatiseringsniveau skabe negativ overføring, hvis færdighederne er næsten ens. Den lille forskel vil være vanskelig at lære på grund af at den føles forkert, og automatiseringen gør, at man refleksmæssigt udfører det på den "gamle" måde.

Generelt skal man ikke træne øvelser, som ligner hinanden i samme træningstime, men fordele dem over flere dage, da udøveren herved ikke blander tingene sammen, men kan lade den enkelte øvelse fæstne sig i hukommelsen.

For yderligere information: Se DIF's Koordinationstræning