En børne/ungdomstræners fornemmeste opgave er - udover at lære dem at spille håndbold - at lære børnene de positive perspektiver i idrætten. Lærer de at tænke på det positive og fokusere på det effektive, vil de være bedre rustet til at gå efter deres mål.

Børn tænker logisk og den mere abstrakte tankegang kommer først senere. Spørger man et barn om det har haft en dag, hvor det stod ud af sengen på den forkerte side, kan svaret meget vel være: "Nej, for min seng står op ad væggen". Derfor skal træningstilrettelæggelsen tage hensyn til dette. Jo yngre spillerne er des tydeligere og direkte skal instruktionerne være. Ros og opmuntring er nøgleord.

Motivation
Når børnene vælger idræt er de vigtigste motiver følgende:

- Ha' det sjovt
- Opleve succes
- Vinde kampe
- Lære og forbedre færdigheder
- Være sammen med venner/veninder
- Lære nye venner/veninder at kende
- Komme i bedre form

hvilket gør at træneren må fokusere på disse ved at:

- Gøre træningen sjov og spændende
- Udvikle et realistisk syn på succes
- Lære at tabe og vinde
- Skabe mulighed for at udvikle sig
- Skabe sammenhold
- Skabe mulighed for formforbedringer

Træningstilrettelæggelsen i hele pubertetsperioden (8-14/15 år) må tage hensyn til spillernes interesser og evner. I starten må opgaverne være enkle og ligetil og ikke for udfordrende, da det hurtigt kan blive for svært. Der skal være masser af succesoplevelser. Men på et tidspunkt, hvor spillerne forinden bare er blevet bedre og bedre, går de pludselig i stå. Der skal nu mere til for at spillerne kommer videre, og man kan da med fordel give dem opgaver - både som hold, men også individuelt - som er sværere end de umiddelbar kan magte, men som er udfordrende for dem. Har de fået den opfattelse, at indsatsen er nøglen til succes, er der skabt en forståelse for sammenhængen mellem ansvar og konsekvenser, og så kan de rykke videre med at udvikle deres færdigheder. Mange udvikler en konkurrence med sig selv om at kunne tilegne sig mere og mere og kunne spille bedre og bedre sammen med holdkammeraterne. Desværre vælger andre at opgive, da de føler at den krævede indsats ikke står i mål med deres interesse for den valgte sportsgren eller sport i det hele taget. Dette ses tydeligt i antallet af ungdomshold i bl.a. håndbold, hvor det vrimler med lilleput og puslingespillere, mens der på de ældre hold bliver færre og færre.

Miljøet
Det miljø børnene oplever til træning og til kamp spiller en stor rolle for deres fortsatte interesse i sporten. Træningen skal helst indehold alle de motiver, der gør, at de spiller håndbold. Et af motiverne er at have det sjovt, men her kan der komme nogle faktorer ind, som modvirker dette - nemlig trænerens og forældrenes ambitioner. Alle trænere vil gerne vise, at holdet rykker under hans/hendes ledelse og forældrene vil være stolte af deres børn. Reageres der negativt over for fejl eller andet, vil der opstå en præstationsangst hos spillerne. Den frygt hos børnene for at lave fejl kan så bliver større end begejstringen ved at lave succes og så er det spørgsmålet, om de stadig synes, det er sjovt.

Det kan være værd at overveje følgende spørgsmål:
- Hvor ofte reagerede du på "godt spil" med efterfølgende ros?
- Ved fejl/misforståelser reagerer du kun med opmuntring eller med opmuntring og korrektion?
- Hvor ofte bekræfter du spillernes anstrengelser, indbyrdes opmuntring, udvisning af team-spirit?

Forhåbentligt er svarene: Ret ofte.

Endvidere kan der spørges:
- Hvor godt gjorde dine spillere det i dag?
- Hvor positiv en oplevelse var træningen/kampen for børnene?
- Hvor positiv en oplevelse var det for dig?

Her bør svarene ligge i retning af meget godt/positivt, idet det modsatte fortæller om en dårlig stemning.

De fleste spillere gør det så godt de kan, og er det ikke tilfredsstillende for træneren eller forældrene og finder man intet grundlag for at give spillerne ros og opmuntring, er ambitionerne på holdets/spillerens vegne ganske givet for store.


Konkurrence
Børn konkurrerer lige så snart de er i stand til at tænke tanken. De måler sig selv i deres daglige lege og konkurrerer om hvem der løber hurtigst, kaster længst, hoppe flest gange med et sjippetov, laver den flotteste tegning i skolen osv.

I sportens verden bliver konkurrencen mere synlig og kompleks og flere bliver involveret. Det er ikke nok at vinde en kamp - man skal vinde flere kampe for at vinde rækken og der arbejdes mere eller mindre målrettet for at dette sker.

Men her må man ikke glemme et af de vigtigste motiver for børns deltagelse i idræt: At have det sjovt. Selvfølgelig er det sjovt at vinde, men det er også sjovt at komme ud og spille en kamp, og skulle man tabe kampen, kan man alligevel have haft det sjovt. Lærer man børnene, at det kun gælder om at vinde, arbejder man med noget, man ikke kan kontrollere. Lærer man børnene at anvende det, de selv kan kontrollere, mest muligt - nemlig deres egen indsats - kan de aldrig tabe. Når man har set en kamp, hvor det ene hold sender bolden i mål igen og igen og det andet hold endelig ved stillingen 15-0 sender bolden i mål og iagttager den jubel på holdet, når det endelig lykkes - ja, så har de haft en dejlig oplevelse og træneren kan rose spillerne for ikke at have givet op, men at have fortsat med at gøre deres bedste.

Konkurrenceindstillingen vokser med alderen, og jo ældre spillerne bliver, des vigtigere bliver det - at vinde - for spillerne. Interessen for at vinde overstiger interessen for at yde sit bedste og dårlige undskyldningerne begynder at dukke op. Da de er mere bevidste om deres egne evner og sammenligner sig selv med de andre, kan en manglende indsats fra "de gode spillere" side undskyldes med at der var "mindre gode" med, som ikke kunne gribe eller aflevere ordentligt. De "mindre gode" og usikre kommer pludseligt i tanke om et ømt knæ, som gjorde, at de ikke kunne spille optimalt eller evt. slet ikke kunne spille. Det er her, at sammenholdet må være stærkt nok til at undgå det totale sociale sammenbrud på holdet.

Når du vælger at ville træne ungdom, så spørg dig selv med tanke på ovenstående: Hvad er mit mål med at arbejde med børn og unge?