udskriv luk


Grundspil med screenings- og skudtræning


De viste øvelser udgør screenings- og skudtræning på grundspillets forom-bagom løb med henholdsvis 3 og 2 bagspillere.
Afslutningskombinationerne via screening er mest relevante mod et 6-0 forsvar, men det vigtigste er sikkert at vænne spillerne til at spille hinanden 'gode' bl.a. via screening.
Det er også meget vigtigt at træne timingen/præcisionen mellem screener, afleveringspiller og afslutter. Denne afslutningsfase skal være hurtig og præcis for at være effektiv. Under træningen bør de naturligvis skiftes til at være forsvarsspillere, og der skal også flyttes på de andre pladser, ud fra, hvad der er naturligt for spillerne. En venstrehåndsspiller bør jo ikke spille venstre fløj eller back.

I træningen kan øvelserne naturligvis vendes, så der trænes med screening på venstre back. Det er aktuelt, hvis man har nogle venstrehåndsskytter.
I træningsøvelserne med 3 bagudspillere er indløbet kun vist bagom. Det kan selvfølgelig også gøres frit, så screeneren løber forom.
På nogle af øvelserne med 2 bagudspillere er indløbet vist både forom og bagom med de afleveringsmuligheder, det giver. Væn spillerne til at træne frit i indløbs- og afleveringsfasen. Det giver større spilsikkerhed i en kampsituation.
Husk, screeningsspilleren henter bold efter skud.
Træningsøvelserne er vist med en centerforsvarsspiller. Det giver en mere relevant skudafslutning, hvor spilleren vænnes til at afslutte over eller udenom parade.
Forsvarsspilleren skal primært koncentrere sig om at parere skud. Altså ikke gå frem og tackle skytten.
I øvelserne med 3 bagudspillere vænnes centerspilleren også til at screene for backs eller fløje i et bagomspil.
Selvfølgelig kan der trænes uden forsvarsspiller på midten. Det må man selv afgøre.
Man kan også variere hvem der skal afslutte (fløje eller backs)