 |
 |
Angrebstræning
Håndboldspillet har i de senere år gennemgået en kolossal udvikling,
eller hvad der måske er mere rigtigt, en kolossal forandring.
Det var især Østlandene, der blev de toneangivende/dominerende. Det var ikke tilfældigt, for de havde analyseret, udviklet og systematiseret håndboldspillet på samme grundige måde (nærmest videnskabelige måde), som de havde præget og udviklet de fleste idrætsgrene på eliteniveauet i mange år. Når dertil kommer, at elitespillerne i Østlandene havde meget bedre træningsbetingelser (især tidsmæssigt), end vi havde, så var det naturligt, at det er dem, der blev læremestre. Vi tog heldigvis hurtigt ved lære.
De områder, hvor angrebsspillet især har udviklet sig på, er følgende:
Spillerne har fået:
1. Et bedre teknisk niveau (større sikkerhed i afleveringer og gribninger).
2. Bedre taktisk spilforståelse (spillet er blevet diciplineret og effektiviseret mere).
3. Større gennembrudskraft (bedre fodskifte og finter).
4. Større springkraft og råstyrke
5. Større skudstyrke (især for hopskud og fløjskud).
6. Større spilsikkerhed (næsten 50% scoring i angrebet).
Denne spiludvikling har naturligvis både tilhængere og modstandere. Der er mange, der mener, at spillet er blevet for hårdt, og at det fantasifulde og charmerende spil er blevet kvalt. Det rådede Danmark heldigvis bod på ved blændende spil til Olympiaderne
Det er uden for enhver tvivl, at vi kan lære meget både spillemæssigt og træningsmæssigt af at fortsætte samarbejdet med de andre lande, og de impulser er ikke kun af værdi for landsholdet.
Nej, de kan give ideer og inspiration til mange trænere og spillere.
Det er meget vigtigt, at vore trænere og spillere forstår (lærer at forstå) betydningen/nødvendigheden af, at der bliver
trænet rigtigt. Dvs. et hold lærer ikke at bruge screeninger ved at få den gennemgået og forklaret.
De lærer heller ikke at bruge finter ved at få de forevist. Og de bliver ikke bedre skytter ved at få demonstreret og forklaret de forskellige skudformer osv.
Nej, der skal trænes, og der skal trænes rigtigt og grundigt. Dvs. der skal trænes i øvelser, der lærer spillerne de detaljer, som gør angrebsspillet effektivt.
Det er en kendt påstand, at spillere kan spille sig i form. Det er kun en halv sandhed. Ved at træne i frit spil til 2 mål, bliver spillerne bedre til det, de kan, men de udvikler sig ikke.
Hvem kender ikke (selv dygtige) spillere, som laver det samme hver gang, som skyder det samme sted og på samme måde osv. Hvorfor? De kan ikke andet, og de har ikke fået mulighed for at lære andet.
Derfor er det vigtigt (især for ungdomsspillere), at en træner forstår betydningen af en rigtig tilrettelagt træning, hvor træningsøvelserne er valgt, så de passer til spillernes niveau.
Jeg advarer mod at bruge for mange træningsøvelser, og samtidig skal man forstå/kende træningsprocessen. Forløbet fra spillerne lærer øvelsen/detaljen til de behersker den/bruger den i spillet skal indarbejdes. Det er ofte en langsommelig proces.
Husk dog, der skal altid spilles/trænes til 2 mål mindst halvdelen af træningstiden.
Det var især Østlandene, der blev de toneangivende/dominerende. Det var ikke tilfældigt, for de havde analyseret, udviklet og systematiseret håndboldspillet på samme grundige måde (nærmest videnskabelige måde), som de havde præget og udviklet de fleste idrætsgrene på eliteniveauet i mange år. Når dertil kommer, at elitespillerne i Østlandene havde meget bedre træningsbetingelser (især tidsmæssigt), end vi havde, så var det naturligt, at det er dem, der blev læremestre. Vi tog heldigvis hurtigt ved lære.
De områder, hvor angrebsspillet især har udviklet sig på, er følgende:
Spillerne har fået:
1. Et bedre teknisk niveau (større sikkerhed i afleveringer og gribninger).
2. Bedre taktisk spilforståelse (spillet er blevet diciplineret og effektiviseret mere).
3. Større gennembrudskraft (bedre fodskifte og finter).
4. Større springkraft og råstyrke
5. Større skudstyrke (især for hopskud og fløjskud).
6. Større spilsikkerhed (næsten 50% scoring i angrebet).
Denne spiludvikling har naturligvis både tilhængere og modstandere. Der er mange, der mener, at spillet er blevet for hårdt, og at det fantasifulde og charmerende spil er blevet kvalt. Det rådede Danmark heldigvis bod på ved blændende spil til Olympiaderne
Det er uden for enhver tvivl, at vi kan lære meget både spillemæssigt og træningsmæssigt af at fortsætte samarbejdet med de andre lande, og de impulser er ikke kun af værdi for landsholdet.
Nej, de kan give ideer og inspiration til mange trænere og spillere.
Det er meget vigtigt, at vore trænere og spillere forstår (lærer at forstå) betydningen/nødvendigheden af, at der bliver
trænet rigtigt. Dvs. et hold lærer ikke at bruge screeninger ved at få den gennemgået og forklaret.
De lærer heller ikke at bruge finter ved at få de forevist. Og de bliver ikke bedre skytter ved at få demonstreret og forklaret de forskellige skudformer osv.
Nej, der skal trænes, og der skal trænes rigtigt og grundigt. Dvs. der skal trænes i øvelser, der lærer spillerne de detaljer, som gør angrebsspillet effektivt.
Det er en kendt påstand, at spillere kan spille sig i form. Det er kun en halv sandhed. Ved at træne i frit spil til 2 mål, bliver spillerne bedre til det, de kan, men de udvikler sig ikke.
Hvem kender ikke (selv dygtige) spillere, som laver det samme hver gang, som skyder det samme sted og på samme måde osv. Hvorfor? De kan ikke andet, og de har ikke fået mulighed for at lære andet.
Derfor er det vigtigt (især for ungdomsspillere), at en træner forstår betydningen af en rigtig tilrettelagt træning, hvor træningsøvelserne er valgt, så de passer til spillernes niveau.
Jeg advarer mod at bruge for mange træningsøvelser, og samtidig skal man forstå/kende træningsprocessen. Forløbet fra spillerne lærer øvelsen/detaljen til de behersker den/bruger den i spillet skal indarbejdes. Det er ofte en langsommelig proces.
Husk dog, der skal altid spilles/trænes til 2 mål mindst halvdelen af træningstiden.